Skriftlig fremstilling for ordblinde elever i 8.-9. klasse – Et intensivt kursus, der gør en forskel

I næste uge starter jeg et nyt forløb for ordblinde elever i 8.-9. klasse – med fuldt fokus på skriftlig fremstilling. Målet er klart: At gøre eleverne mere sikre i deres skriftlige arbejde og klæde dem godt på til prøverne i maj.

Skriftlighed kan være en stor udfordring

For mange ordblinde elever er det en særlig udfordring at strukturere deres tekster, forstå kravene i et prøveoplæg og skelne mellem de forskellige genrer. Når man samtidig kæmper med læse- og skrivevanskeligheder, kan det være svært at vide, hvor man skal starte – og hvordan man egentlig får skrevet en god tekst.

Derfor har jeg udviklet noget helt særligt 🔧

En vigtig del af forløbet er arbejdet med de syv fremstillingsformer – altså de måder, man kan skrive på, fx fortællende, beskrivende eller argumenterende. Det er et område, som ofte volder problemer, men som er helt centralt for at kunne bestå prøven.

For at gøre det lettere og mere visuelt, får eleverne skabeloner til hver fremstillingsform, som:

  • giver visuel støtte, så det er tydeligt, hvordan teksten kan bygges op

  • indeholder sætningsstartere, der hjælper med at komme i gang

  • skaber genrebevidsthed og en klar struktur

Eleverne laver deres egne skabeloner 💡

En vigtig pointe i forløbet er, at eleverne ikke kun skal bruge mine skabeloner – de skal også lære at lave deres egne. Med udgangspunkt i konkrete prøveoplæg arbejder vi med, hvordan man omsætter krav og genre til en personlig, men brugbar, skabelon.

Det er en øvelse, der både styrker forståelsen for opgaven og gør eleverne mere selvstændige i deres skriveproces – og det giver selvtillid, når det virkelig gælder.

Forrige
Forrige

Hvad betyder det, når mit barn får rød, gul eller grøn i ordblindetesten?

Næste
Næste

Hvordan vi bedst støtter børn med ordblindhed – og hvorfor det blev min mission