Hvordan vi bedst støtter børn med ordblindhed – og hvorfor det blev min mission

En af de helt centrale grunde til, at jeg valgte at starte Grib ordblindheden, var ønsket om at gøre en reel forskel for børn med ordblindhed. Jeg har som lærer mødt mange børn, der kæmpede – ikke kun med selve læsningen og stavningen – men med følelsen af ikke at blive forstået.

Børn med ordblindhed bliver alt for ofte presset ind i rammer, der ikke tager højde for deres behov. De oplever at blive sammenlignet med klassekammerater, som har nemmere ved at læse, og det gør noget ved deres selvopfattelse. Flere af de børn, jeg har mødt, har ikke haft lyst til at læse højt i klassen. De har haft brug for struktur, klarhed og overblik – og for at få mængden af opgaver tilpasset, så det blev til at overskue. For det er ikke kun læsningen med læse- og skriveteknologi, de skal have styr på – det er også alt det faglige indhold oveni.

Når disse børn ikke bliver mødt i deres behov, kan de reagere på mange måder. Jeg har set børn indtage roller som klassens klovn, blive den stille i hjørnet eller forsøge at undgå undervisningen helt. Nogle har endda haft et højt fravær. Samtidig har mange tillært uhensigtsmæssige strategier, som kan være svære at slippe igen – og de kan miste tilliden til voksne, især lærere. Den mistillid og mistrivsel påvirker alt.

Det har gjort et stærkt indtryk på mig, hvor sårbare disse børn ofte er. Derfor har relationen altid været afgørende. Når det lykkes at skabe tryghed, at lytte og anerkende barnet, så sker der noget helt særligt. Jeg har set børn blomstre op, række hånden i vejret og turde stå ved, at de er ordblinde. Det er lige dér, udviklingen for alvor starter.

Det er præcis den oplevelse, der har motiveret mig til at blive selvstændig. Jeg vil gerne være med til at skabe et rum, hvor børn med ordblindhed bliver forstået, støttet og får troen på sig selv tilbage. For ja – jeg ønsker at gøre en forskel. En forskel for de børn, som har det svært, og som fortjener at blive mødt med både forståelse og faglighed.

Forrige
Forrige

Skriftlig fremstilling for ordblinde elever i 8.-9. klasse – Et intensivt kursus, der gør en forskel

Næste
Næste

Når undervisningen bliver personlig – og meningsfuld