Hvordan hjælper jeg ordblinde børn og børn med fonologiske vanskeligheder? Kig med fra dagens kursus!
Hver dag møder mine elever glade og motiverede op til endnu en lærerig session på mit intensive kursus. Fra kl. 9 til 13.45 arbejder vi målrettet og koncentreret med meget få pauser. Det kræver en stram struktur, hvor jeg differentierer undervisningen, så hver elev får mest muligt ud af tiden – for de arbejder i forskelligt tempo og har forskellige behov, og det skal der være plads til.
Teknologi som støtte i undervisningen
Vi starter altid dagen med et LST-tjek (læse- og skriveteknologi). Her sikrer jeg mig, at eleverne kan anvende de digitale strategier, vi arbejder med. I dag genopfriskede vi for eksempel, hvornår hashtag (#) skal bruges – en strategi, som nogle stadig var usikre på. Til gengæld sad stjernen/jokertegnet (*) bedre fast, hvilket ikke er så overraskende, da det er en strategi, de ofte er afhængige af, når bogstavernes lyde driller.
Fokus på ords opbygninger og betydninger
Dagens faglige arbejde handlede om sammensatte ord, rodmorfemer, bindeord og ords betydning – og hold op, hvor var eleverne skarpe! Det krævede ikke mange forklaringer, før de var i gang og arbejdede selvstændigt. Derefter koblede vi læse- og skriveteknologien på, så de kunne se, hvordan den kunne hjælpe dem, når de skulle skrive ord.
At lære at være grundig
En vigtig del af min undervisning er at lære eleverne grundighed. Hvis jeg kan se, at en opgave er lavet lidt for hurtigt, eller at sætningerne kan være mere nuancerede, sender jeg dem tilbage for at forbedre det. Jeg stiller krav til dem – og de kan faktisk godt lide det! De ved, hvad der forventes, og det giver dem en tydelig retning i deres læring.
Hvad skal vi lave i morgen?
I morgen samler vi op på alt det, de har lært indtil nu og bygger videre med nye emner. Vi skal arbejde med ordklasser og bøjningsmorfemer, og så venter der en lille ‘test’. Det er ikke en klassisk test, men en måde for mig at sikre, at de kan anvende deres nye viden selvstændigt, også når jeg ikke er der til at guide dem.