Er ordblindhed en sygdom, et handicap – eller noget helt andet?

Det kan være rigtig svært – både som forældre og som klassekammerat – at forstå, hvad ordblindhed egentlig er. En af pigerne fra mit seneste kursus fortalte, at de i klassen havde haft en snak om ordblindhed. Der blev nævnt, at det var en sygdom, et handicap, en mutation og en diagnose.

Men hvad er ordblindhed egentlig?

Ordblindhed – eller dysleksi – er ikke en sygdom, men derimod en medfødt og usynlig udfordring, som påvirker hjernens evne til at koble bogstaver sammen med sproglyde. Det betyder, at det er svært at lære at læse og skrive på samme måde som andre.

En af pigerne forklarede det sådan:
"Min hjerne lærer bedst ved at huske, hvordan ord ser ud. Jeg kan ikke altid høre, hvordan bogstaverne i ordet 'spørgsmål' lyder sammen, men jeg kan genkende, hvordan ordet ser ud. Det er ligesom, at min hjerne tager et billede af ordet og husker det på den måde."

Det er en vigtig pointe, for den viser, hvor meget ordblinde hjerner arbejder på højtryk. Når en ordblind ser et ord igen og igen – og samtidig får støtte til, hvordan det lyder – vil hjernen begynde at huske det. Det handler altså ikke om dovenskab eller manglende intelligens. Tværtimod. Ordblinde bruger ofte enormt meget energi på at kompensere for det, der ikke falder dem naturligt.

Derfor er arbejdet med morfemer så vigtigt

Morfemer er de mindste dele af ord med betydning – som fx “spørg” og “mål” i “spørgsmål”. Når man arbejder med morfemer, hjælper det ikke nødvendigvis barnet med at afkode bogstaverne lyd for lyd, men med at genkende mønstre og meningsdele i ordet. Det støtter den visuelle og meningsbaserede måde, mange ordblinde lærer at læse på. Så selvom man arbejder med opbygningen af ord, er fokus stadig på genkendelse – ikke lyd.

En af lærerne, jeg samarbejder med, sagde for nylig:
"Jeg kan se en tydelig fremgang. Eleven, som ellers har haft store fonologiske udfordringer, er begyndt at tænke i morfemer. Det har virkelig gjort en forskel."

Når barnet begynder at genkende dele af ord og kan koble dem til mening, skaber det små læsegennembrud – og vigtigst af alt: det skaber håb og motivation.

Men netop fordi det kræver så meget energi, bliver det hurtigt udmattende. En anden pige fortalte, at hun skulle læse 30 minutter hjemme hver dag. Hun sagde: "Jeg skal tit læse den samme sætning flere gange, og jeg bliver så træt, at jeg glemmer, hvad jeg har læst."

Så hvad kan vi som voksne gøre?

Det vigtigste er forståelse og tålmodighed. Ordblindhed er ikke noget, man vokser fra – men man kan lære at leve med det, og med de rette hjælpemidler og støtte kan ordblinde børn lykkes i skolen og livet.

Når vi som voksne – forældre, lærere og klassekammerater – bliver bedre til at forstå, hvordan det føles at være ordblind, så kan vi også støtte på den rigtige måde. Det starter med nysgerrighed og respekt for barnets oplevelse.

For ordblindhed er ikke en fejl. Det er en anden måde at lære på.